Der er ingen vej uden om at svinge skovl og kost, når sneen falder. Ulykker kan koste grundejere dyrt.

Dit fortov skal være ryddet for sne mellem kl. 7 om morgenen og kl. 22 om aftenen på hverdage - dog først fra kl. 8 i weekenden.

"Fortovet skal være ryddet for sne, inden du tager på arbejde om morgenen, hvis det altså er holdt op med at sne på det tidspunkt," siger chefkonsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen.

Tidspunkterne stammer fra retspraksis, for det kan være dyrt at lade være. Så er grundejeren nemlig ansvarlig for eventuelle ulykker på grund af det glatte føre.
Det er dog ikke nødvendigt, at man tager hjem fra arbejde for at rydde sne. Det er i orden, hvis man først gør det, når man har fri.

Men pligten til at rydde sne gælder altid - også selv om man er taget på juleferie. Og hvis man ikke selv har mulighed for at svinge sneskovlen, så må man sørge for at sneen rydddes af vejen af andre som eksempelvis en nabo.

"Er naboen rejst på juleferie uden at arrangere snerydning, gør du naboen en stor tjeneste ved lige at hjælpe med at rydde hans fortov. Et snedækket fortov giver ikke bare en stor risiko for folk, der falder. Men det er også et klart signal til indbrudstyve om, at husets ejere er rejst på ferie," siger Christian Skødt.

Hvis en postbuddet eller en tilfældig forbipasserende falder på ’dit’ fortov, fordi der var sne- eller isglat, kan den skadeslidte søge erstatning hos husejeren. Men det er ofte ikke nok blot at påstå, at faldet skyldes manglende glatførebekæmpelse, som det hedder. I mange tilfælde er det nødvendigt at kunne bevise sin påstand - f.eks. ved vidner.