Tre ministerier og Kommunernes Landsforening samarbejder i aktion mod sorte penge og socialt snyd. Virksomheder i fire kommuner får uanmeldt besøg.

For første gang retter kommunerne og tre ministerier torsdag en fælles aktion mod misbrug af sygedagpenge og andre sociale ydelser. Man vil sort arbejde til livs.

Ifølge oplysninger til Ritzau vil den storstilede fælles aktion omfatte fire kommuner, og i hver kommune vil seks-syv virksomheder blive besøgt, og man vil tjekke, hvem der er ansat og på hvilke vilkår. Søgelyset er ikke rettet mod bestemte brancher.

Derefter vil man tjekke, om de ansatte f.eks. modtager sygedagpenge - og samtidig "sort løn".

Juridisk konsulent i Kommunernes Landsforening (KL) Christel Petersen oplyser, at det er første gang, kommunerne går sammen med flere ministerier om en sådan aktion.

Ud over KL er Velfærdsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet med i aktionen, hvis økonomiske resultat først vil være kendt om tre-fire måneder.

/ritzau/