På visse betingelser er det alligevel muligt at tage mobilt grej med hjem.

Et flertal blandt de ansatte i Skat, som skal administrere den nye multimedieskat, har sagt nej til at få privat rådighed over multimedier, der udløser den nye multimedieskat.

Helt præcist 73 procent har sagt nej, og Skat har håndteret det via en side på koncernens intranet, hvor man kan melde fra og dermed forpligte sig til at ikke at tage mobiltelefoner og computere med hjem, ligesom et antal medarbejdere dermed har frasagt sig bredbåndsforbindelser betalt af arbejdsgiveren.

"Alle vores medarbejdere har eller får snart mobiltelefoner og bærbare computere. Så som udgangspunkt indberettes alle, så man skal melde sig fra, hvis man ikke vil have muligheden," siger chefkonsulent for strategi og HR i Skat Anni Ehlers.

Frameldingerne dækker over, at kun 52 procent i Skats hovedcenter har frasagt sig muligheden for at bruge multimedier betalt af arbejdsgiveren privat, mens det er betydeligt flere i de regionale centre.

"Det tilskriver vi, at der er forskellige arbejdsvilkår med forskellige behov," siger Anni Ehlers, som dog er overrasket over det høje antal frameldinger.

Hun peger på, at de seneste præciseringer af loven åbner for fleksebilitet, selv om medarbejderen ikke er omfattet af multimedieskat af privat brug. For eksempel kan en medarbejder tage de mobile redskaber med sig på tjenesterejse og på opgaver ude af huset. Og det er også muligt at tage mobilt grej med hjem dagen inden en opgave væk fra arbejdspladsen uden at blive ramt af multimedieskat.

Men medarbejdere, der har frasagt sig hjemmebrug af de mobile medier, kan få den samme fleksibilitet ved for eksempel at omstille sin arbejdstelefon til hjemmetelefonen eller benytte sin private computer til at arbejde hjemmefra.

Skatteminister Kristian Jensen har ingen kommentar til, at et flertal af Skats egne medarbejdere har fravalgt multimedier på grund af skatten.

Læs reglerne for multimedieskatten her.