Drop indbetalingerne til pensionsopsparingen, hvis du snart skal på pension og har udsigt til at få udbetalt mere end 284.000 kroner ud over folkepensionen. Så kan det bedre betale sig at gemme pengene derhjemme.

Hvis regeringens forslag til en skattereform vedtages i nuværende form, kan det bedre betale sig for op mod 100.000 danskere at sy pengene ind i madrassen derhjemme frem for at spare op til pensionen. Og det skyldes ikke, at man så sparer nogle tusinde kroner ved at lave sin egen madras i stedet for at købe en ny.

Synderen er derimod regeringens forslag om at indføre en særskat på otte procent ud over topskatten på pensionsudbetalinger over 284.000 kroner om året.

Det går ud over danskere med 5 til 10 år til pensionstilværelsen, der har en pensionsopsparing så stor, at de får udbetalt mere end 23.600 kroner om måneden ud over folkepensionen, og det - vurderer Danica Pension - gør sig gældende for op mod 100.000 danskere.

Pensionsselskabet frygter, at den indviklede ordning underminerer det danske pensionssystem, fordi det skaber så stor forvirring, at nogle ganske enkelt holder op med at spare op til alderdommen:

»Det ødelægger i den grad incitamentet til at spare op og kan også ødelægge den store opbakning, der er til arbejdsmarkedspensionsordningerne, når det for nogle decideret bliver en dårlig forretning at spare op til tilværelsen som pensionist,« siger Danica Pensions administrerende direktør, Henrik Ramlau-Hansen.

Læs også: Pensionskneb: Fuld gas og stop så op

Han mener, at regeringen skyder sig selv i foden, hvis særskatten på otte procent ender i det endelige forslag til en skattereform:

»Særskatten fjerner fordelen ved at spare op for højtuddannede med gode lønninger. Derfor kan betyde, at de kommer til at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, og det er jo det modsatte af, hvad regeringen ønsker og hvad Danmark har brug for,« siger Henrik Ramlau- Hansen.

Privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg bekræfter, at regeringens forslag er bad news for nogle danskere:

»Det går hårdt ud over de højtlønnede,« siger Kim Valentin.

Danica Pension mener, at særskatten på otte procent enten skal afskaffes eller i det mindste udfases over otte år.

Regeringen foreslår, at den udfases med en kvart procentpoint om året over 32 år, hvilket indebærer, at adskillige tusinder bliver ramt af særskatten mange år frem.

Problemet for de 100.000 danskere opstår, fordi pensionsudbetalingerne beskattes med 59 procent fra 2010 – en kvart procent mindre om året herfra – mens fradraget i topskatten kun er 51 procent.

Disse mennesker mister altså 8 kroner på at sætte 100 kroner ind på pensionsopsparing, og det har Danica Pension svært ved at se fornuften i.

Læs også: Fuld skrue på opsparingen i 2009