De Konservative nedlægger veto mod den ekstra skat for rige pensionister, som Skatteministeriet har strikket sammen efter trekvart års arbejde.

Dermed lægger De Konservative en bombe under skatteminister Kristian Jensens (V) ambition om at fremlægge et lovforslag i marts, som skal være vedtaget inden sommeren, skriver Børsen. Men den model, som Børsen kunne løfte sløret for to uger siden, rammer for tilfældigt, giver skattesmæk til nye pensionister og lever simpelthen ikke op til intentionen i skatteaftalen mellem V, K og DF. Det mener Mike Legarth, finansordfører i De Konservative.

Han kræver en garanti for, at ingen kommer til at betale mere i skat ved udbetalingen, end de i snit har fået fradrag for ved indbetalingen gennem årene.

»Vi vil ikke medvirke til en model, hvor nogle bliver ramt af en udligningsskat, og hvor vi ikke er sikre på, at de rent faktisk har modtaget de høje fradrag tidligere. Vi vil derimod gerne være med til at lave en fair udligningsskat, hvor der stadig er incitament til at spare op til sin pension,« siger Mike Legarth.

Ifølge Børsens oplysninger er det indtil videre ikke lykkedes Skatteministeriet at skrue sådan en model sammen.

Udligningsskatten er en del af skattereformen fra sidste år, og idéen er, at velhavende pensionister ikke skal have en ekstra skattefordel. I princippet har nogle ældre kunnet indbetale penge på deres pensioner med høje skattefradrag på op over 70 pct. Men med skattereformen sænkes skatten til 51,5 procent, så pengene altså i nogle tilfælde kan hentes ud til en lavere takst.

Skatteministeriet har arbejdet på en stribe modeller, men er igen og igen landet på en løsning, hvor der bliver lagt en skat på 6 procent på den del af udbetalingerne, der overstiger omkring 350.000 kroner inklusive folkepension. Det system skal så køre i 14 år, og derefter bliver skatten udfaset med 0,5 procentpoint om året, så den er helt væk efter 2037.

Samtidig bliver der lavet nogle regler om, at hvis den ene ægtefælle ikke kan udnytte hele sit bundfradrag, skal den anden ægtefælle have lov til at overføre op til omkring 120.000 kroner af fradraget.