Briller, ankler, skuldre, tænder - den hårde vinter har meget på samvittigheden.

Det kommer til at koste forsikringsbranchen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. En rundringning til nogle af de største selskaber i Danmark viser, at de alle har set en tydelig stigning i antal anmeldelser fra kunderne.

»De har slået skulderen, ryggen, knæet eller håndleddet, når de er faldet på isen. Vi har tydeligvis oplevet en stigning i antallet af skader i forhold til sidste år,« siger Lisa Gubi Mørz, kommunikationskonsulent i Codan.
Samme melding kommer fra Tryg Forsikring.

»Hvis vi ser alene på udviklingen inden for ansvarsforsikringer for grundejere, har vi set en stigning fra 24 sidste vinter til 64 i år, hvor en grundejer bliver afkrævet en erstatning, fordi en anden er faldet på fortovet eller lignende,« siger Anne Anker fra Trygs kommunikationsafdeling.

Det er ikke kun erstatningssagerne til ansvarsforsikringer, der trækker op - det samme gør ulykkesforsikringer.

»Indtil nu har vi set en stigning i antallet af anmeldelser til ulykkesforsikringer fra 3.000 skader for et år siden til nu omkring 3.460. Den type forsikringer dækker typisk skader på briller eller tænder eller dækker udgifter til behandling eller transport i perioden efter ulykken. Den kan også dække tabt arbejdsfortjeneste,« siger Jens Langergaard, informationschef i Topdanmark.

Stigningen har procentvis været endnu større inden for ansvarsforsikringer, hvor der i år er kommet 259 anmeldelser, omkring 25 pct. flere end året før. De dækker i de tilfælde, hvor fortovet ikke er ryddet eller saltet og kan også dække svie og smerte og tabt arbejdsevne, hvis ulykken er alvorlig. Ingen af selskaberne har noget bud på, hvor store de samlede udgifter bliver, for den slags sager kan trække ud i lang tid.