Ferie i hængekøjen eller på mountainbiken på vej op ad et bjerg? Uden eller inden for Europa? Hvor meget skal du have pr. døgn, hvis din bagage forsvinder? Der er mange spørgsmål at overveje, når der skal vælges rejseforsikring til sommerferien. Og det er svært at finde hjælp til at sammenligne priser på tværs af selskaber.
»Det er lidt af en jungle. Der er stor forskel på rejseforsikringer, og det er meget svært for den almindelige forbruger at gennemskue, hvad der er bedst til prisen. Rejseforsikringer via et kreditkort kan jo let opfattes som gratis, fordi man ikke betaler for dem særskilt,« siger Mads Mølgaard Braüner, forsikringsjurist i Forbrugerrådet.
Heller ikke brancheforeningen Forsikring & Pension kan give svaret. På forsikringsluppen.dk er der ellers lavet en forsikringsguide, der sammenligner indbo-, ulykke-, hus- og bilforsikringer. Men rejseforsikringer kan ikke bare lige indbygges i guiden.
»En rejseforsikring er et komplekst produkt, hvor det er meget svært at sammenligne pris. Der er langt flere parametre end på almindelige forsikringer,« siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikringsoplysningen.
Tjek dækningen
Han henviser til rejseforsikringsmaaler.dk, hvor du som forbruger i det mindste kan få et overblik over, hvilke behov rejseforsikringen skal dække i forhold til en specifik rejse.
»Første skridt er at finde ud af, om man på nogen måde er dækket af den gule sygesikring. Mange danskere er i tvivl om, hvor de er det,« siger Riccardo Krogh Pescatori.
Mads Mølgaard Braüner bakker op.
»Hvis du skal på en charterferie inden for Europa, har du typisk kun brug for hjemtransport, som ikke er med i det gule sygesikringsbevis, men hvis du skal på aktiv ferie med masser af golfudstyr, har du f.eks. også brug for en bagageforsikring, som dækker det,« siger han.
Begge anbefaler som udgangspunkt en årsrejseforsikring, der er tilknyttet din indboforsikring.
»Der skal du ikke tænke så meget over det, men bare fornye en gang om året, når girokortet automatisk kommer,« siger Riccardo Krogh Pescatori.
Hvad er dit behov
Forbrugerrådet anbefaler dog, at du forsøger at kredse dit behov ind. For det første handler det om, hvorvidt du rejser meget eller lidt.
»Den billige korttidsrejsforsikring til 60 kroner er jo fin, hvis man kun rejser en enkelt gang om året, og den i øvrigt dækker det, den skal, men mange af os rejser jo mere. Et smut til Berlin, juleshopping i London og den store tur til Thailand f.eks. – og så vil en årsrejseforsikring nok være mere ideel,« siger Mads Mølgaard Braüner.
Selv om du har sådan en rejseforsikring, er din lykke som turist ikke nødvendigvis gjort. Der er nemlig stadig faldgruber.
»Du skal huske at tjekke, om din rejseforsikring gælder i Europa eller hele verdenen. Rejser man typisk inden for Europa, så kan man nøjes med den dækning, og de fleste forsikringsselskaber er også så fleksible, at man kan udvide dækningen, lige inden man tager afsted,« siger Riccardo Krogh Pescatori.
Det er bare lige at huske det, når man stikker afsted på en spontan rejse ud i det blå.
»For man kan selvfølgelig ikke ringe fra Sydafrika og sige: »Nu er jeg kommet til skade, så jeg vil gerne have opgraderet min dækning til hele verdenen. Det er jo logisk,« understreger Riccardo Krogh Pescatori.
Store udsving i priser
Når først du har fundet ud af, hvilken rejseforsikring du har brug for, gælder det så om at finde den bedste til prisen. Og det er her, det bliver rigtigt vanskeligt.
»Man må shoppe rundt, som man gør med alt andet. Ringe til de forskellige forsikringsselskaber og høre, hvad de tilbyder, og så må man jo afgøre med sig selv, hvad der passer bedst,« siger Riccardo Krogh Pescatori.
Der er nemlig relativt store udsving i priserne på rejseforsikringer, som en rundringning foretaget af Berlingske Research også afslører, og det kan være lettere sagt end gjort at gennemskue, hvad man egentlig får for pengene i de enkelte forsikringer.
»Der tegner sig et meget broget billede, som er umuligt for den enkelte at finde rundt i. Det ville være logisk, hvis man lavede et krav til, hvad en rejseforsikring som standard skulle dække, og så måtte selskaberne konkurrere på prisen og på at være bedre end grunddækningen,« siger Mads Mølgaard Braüner fra Forbrugerrådet.

























