Flere populære rejsemål er ikke længere omfattet af den offentlige rejsesygesikring. Uden forsikring risikerer ferien at blive en dyr omgang for mange danskere.

Denne sommer er den første med de nye regler på den offentlige rejsesygesikring. Og for de feriehungrende danskere, der forbereder sig på at skulle til populære rejsemål som Egypten, Tyrkiet og Kroatien er det med at have styr på forsikringen, da landene ikke længere er omfattet af den offentligt rejsesygesikring.

Uden forsikring risikerer det at blive en rigtig dyr ferie for danskere i disse lande, hvis de bliver alvorligt syge, understreger konsulent i Forsikringsoplysningen, Helle B. Pedersen. Hun ser en risiko for, at danskere glemmer rejseforsikringen, når de rejser til lande, der hidtil har været omfattet af den offentlige sygesikring.

- Vi må på det kraftigste opfordre folk til at undersøge, hvordan de er dækket netop det sted, hvor de skal hen på ferie. Rejser du uden forsikring i lande, der ikke er omfattet af den offentlige rejsesygesikring, risikerer du udgifter på i værste fald mange hundrede tusinde kroner til hospitalsbehandling og hjemtransport, siger Helle B. Pedersen.

/ritzau/