I årevis har mange sommerhusejere kæmpet forgæves for at få lov at opsætte en solfanger. Nu er der håb om, at de får lov.

I hvert fald er der politisk medvind til tanken om mere alternativ energi - herunder solvarme - også i sommerhusområder, skriver Nordjyske Stiftstidende.

- Jeg mener, at solenergien bør udnyttes i den udstrækning, det overhovedet kan lade sig gøre, siger Ole Vagn Christensen (S), nordjysk folketingsmedlem med sæde i både energiudvalget og miljøudvalget.

- Solfangere har jo udviklet sig kolossalt, siden mange af de eksisterende planer for sommerhusområder blev skabt. Det skulle nok være muligt at etablere solfangere, uden at de skæmmer området, tilføjer han.

Per Clausen, Enhedslistens repræsentant i Folketingets miljøudvalg, er enig.

- Der bør i hvert fald være meget tungtvejende grunde, hvis solfangere ved sommerhuse skal afvises. Jeg mener, at vi i Folketinget måske bør opfordre kommunerne til at være mere velvillige over for alternative energikilder både i nye og gamle sommerhusområder. Nogle af de eksisterende restriktioner er måske forældede i forhold til, at vi i dag satser mere på vedvarende energi, siger han.

Netop sommerhuse hører til blandt de helt store energislugere. I mange sommerhuse kan elforbruget halveres, hvis der bliver opsat en solfanger.

De klare politiske udmeldinger glæder med garanti Thorkild Frank, der er sommerhusejer i Hune ved Blokhus. Han har i flere år forgæves søgt om at få lov at etablere et solfangeranlæg, der både vil sænke elregningen og gavne miljøet.