? Min søn fik i oktober 2009 landsrettens ord for, at hans tre-årige søn skal bo hos ham. Der er fælles forældremyndighed med hans tidligere samlever, og samværet blev fastsat til hver anden weekend fra fredag eftermiddag til mandag morgen med afhentning og aflevering i vuggestuen. Min søn har boet alene med sønnen, fra drengen var syv måneder gammel.
Nu har han fået en indkaldelse fra Statsforvaltningen, fordi moderen ønsker mere samvær. Kan forvaltningen ændre samværet, når der er faldet dom i landsretten?
Med venlig hilsen Farmor
! Den samværsordning, som landsretten har fastsat, plejer vi at kalde en 11-3-ordning, fordi der er tre overnatninger på 14 dage. Tre dage hos mor for en tre-årig er bestemt ikke meget. Når der fastsættes så lidt samvær, kan man være temmelig sikker på, at det har været meget velovervejet i landsretten.
Statsforvaltningen kan godt ændre samværet, selv om det er fastsat af landsretten. Børns udvikling er jo ikke stationær, og forholdene hos forældrene kan også ændre sig.
Loven indeholder en bestemmelse, der siger, at en anmodning om ændring af samvær kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt.
Med venlig hilsen Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.forumadvokater.dk

























