Problemer med speederen får den japanske bilkoncern Toyota til at tilbagekalde omkring 1,8 mio. biler i Europa og 2,3 millioner i USA. Citroën og Peugeot også ramt, men i begrænset omfang.
Omkring 30.000 Toyotaer i Danmark har muligvis en fejl, der kan være fatal, da speederen i ganske særlige tilfælde sætter sig fast.
Skandalen rullede først i USA, hvor Toyota for en uge siden en kort overgang måtte standse produktionen af samtlige modeller. Ifølge avisen Washington Post har Toyota-modeller i USA siden 1999 været involveret i 2.262 uheld, som kan relateres til problemer med speederen; 815 af tilfældene resulterede i kollisioner med 19 dræbte og 341 kvæstede.
I Danmark forbereder Toyota en kampagne, så alle involverede biler kommer en tur forbi værkstedet for at få udbedret problemet.
”Det er en tilbagekaldelseskampagne på grund af en potentiel risiko for, at gaspedalen i bestemte modeller kan blive træg og i nogle tilfælde sætte sig fast under kørslen,” fortæller informationschef René Mouritsen, Toyota Danmark.
Bilerne skal have installeret en forstærkning ved gaspedalen, og den reparation forventes at tage ca. 30 minutter på et værksted. Toyota Danmark vil løbende opdatere hjemmesiden www.toyota.dk med nyt, ligesom forbrugerne i de kommende dage får mulighed for at indtaste bilens stelnummer og dermed få vished, om tilbagekaldelsen gælder netop deres bil.
I Europa hjemkaldes 1,8 mio. biler, i USA skal 2,3 mio. Toyotaer en tur på værkstedet.
Gælder også Citroën og Peugeot
Hjemkaldelsen gælder også Citroën C1 og Peugeot 107, der stort set er identiske med Toyota Aygo. En talsmand for den franske PSA-koncern har meddelt, at Peugeot/Citroën skal have fat i op mod 100.000 biler på det europæiske marked.
Janne Bock, informationschef hos Peugeot Danmark, fortæller, at 107ere med benzinmotor produceret fra september 2007 til august 2009 vil blive kaldt ind - i alt omkring 5.000. Hos Citroën er der endnu ikke klarhed over problemets omfang, men det må formodes at være sammenfaldende med Citroëns.
Blandt Toyota-modellerne gælder det følgende biler og årgange:
Aygo (feb. 2005 - aug. 2009)
IQ (nov. 2008 - nov. 2009)
Yaris (nov. 2005 - sep. 2009)
Auris (okt. 2006 - jan. 2010)
Corolla (okt. 2006 - dec. 2009)
Verso (feb. 2009 - jan. 2010)
Avensis (nov. 2008 - dec. 2009)
RAV4 (nov. 2005 - nov. 2009)
Bremsesvigt på Prius?
Ifølge amerikanske medier er der desuden problemer med bremserne på Toyotas hybridbil Prius.
Toyota undersøger i øjeblikket en række klager fra forhandlere i USA og Japan vedrørende sidste års model. Dette har man endnu ikke hørt om hos Toyota Danmark.





























.jpg)



















Tilføj kommentar