Denne gang kan den være gal med bremserne.
Toyota tilbagekalder 110 biler af modellen Prius i Danmark - 53.000 biler i resten af Europa - på grund af fejl med bremsen, skriver Ritzau. Tilbagekaldelsen gælder flere end 400.000 biler på verdensplan.
Bilerne kan have en fejl i bremsesystemet, som gør det svært at bremse på glat eller ujævn vej. Ifølge Toyota behøver ejerne dog ikke at lade bilen stå i garagen.
- Der kan opstå en forsinkelse på bremsen, hvis der er et bump på vejen, eller der er glat. Men sådan som vi har fået det oplyst fra fabrikken, kan man bare træde hårdere på bremsen, siger René Mouritsen, informationschef i Toyota Danmark, til Ritzau
Ifølge René Mouritsen er det en software fejl i forbindelse med ABS systemet, der er skyld i defekten.
Fire millioner biler på værksted
I forvejen er den japanske bilproducents renommé skrammet af sagen om fire millioner biler, der skal til tjek for, om speederen kan sætte sig fast. Ulykker med 19 dræbte i USA sættes i forbindelse med en mulig defekt, som har ført til den store tilbagekaldelse.
Nu er det så hybridbilen Prius, der er kommet i søgelyset, fordi forhandlerne i både USA og Japan har modtaget klager fra bilkøberne.
I forbindelse med den første og største tilbagekaldelse vedrørende speeder-pedalen drejer det sig i Danmark om omtrent 30.000 biler, der skal en tur på værkstedet. På Toyotas hjemmeside kan man tjekke, om stelnummeret på ens egen bil matcher med de biler, der skal indkaldes.
Du kan også her læse, hvilke modeller og årgange det drejer sig om. De berørte bilejere vil snarest muligt blive indkaldt til et værkstedsbesøg.





























.jpg)


















Tilføj kommentar