Dødsulykke fører til en af bilhistoriens største tilbagekaldelser.

Fire personer døde i august, da speederen i en Lexus fra Toyota gik amok. I første omgang fik gulvtæppet skylden. Speederen skal angiveligt have sat sig fast og forhindret føreren - en rutineret amerikansk færdselsbetjent - i at kontrollere bilen.

Nu går Toyota i USA i gang med at tilrette speederpedalen på knap fire millioner biler: De tilbagekaldte modeller omfatter Toyotas Camry, Avalon, Prius, Tacoma og Tundra samt modeller fra luksusmærket Lexus. Ejerne bedes indtil reparationen fjerne gulvmåtten i førersiden, så eventuelle uheld forhindres, indtil bilen kan komme på værksted.

Toyota saver i første omgang et par centimeter af speederen og gør hjørnerne rundere. Ved et senere værkstedsbesøg vil hele pedalen blive udskiftet, og på nogle modeller skal foringen under gulvmåtten gøres tyndere, og en tilføjelse til bremsesystemet skal installeres. Dette nye system bliver senere standard på alle Toyota-modeller, skriver flere amerikanske medier.

I første omgang gælder tilbagekaldelsen kun i USA. Den danske importør har tidligere over for Dinepenge.dk forklaret, at af de omtalte modeller sælges kun Toyota Prius og Lexus IS 250 i DAnmark, og det i et meget lille omfang.

Ifølge amerikanske medier gælder tilbagekaldelsen disse modeller:

  • 2004-2009 Toyota Prius
  • 2005-2010 Toyota Avalon
  • 2005-2010 Toyota Tacoma
  • 2006-2010 Lexus IS 250
  • 2006-2010 Lexus IS 350
  • 2007-2010 Lexus ES 350
  • 2007-2010 Toyota Tundra
  • 2007-2010 Toyota Camry