Kun hvis du kan udnytte et prisfald på brugbilsmarkedet og er hurtig ved havelågen, kan du eksportere din bil med gevinst.

Du skal være hurtig som en ninja og snu som en ræv, hvis du skal score en gevinst på at eksportere din brugte bil til udlandet og få en solid luns af bilens registreringsafgift tilbage fra staten.

Analysevirksomheden Bilpriser.dk peger på, at et pludseligt prisfald på nye Mercedes-biler trækker brugtpriserne med ned. Men da Skat ifølge Bilpriser.dk bruger de gamle prislister - såkaldte niveaulister - så er de lavere priser ikke slået igennem i den resterende registreringsafgift, som danskere får retur, hvis de sælger en brugt bil til udlandet.

"Skat har ikke rokket meget ved niveaulisterne i de seneste ti år. For eksempel står en Mercedes 180 til den samme pris som i november, selv om den burde være faldet, både fordi den er blevet ældre, og fordi brugtpriserne er faldet," siger chefanalytiker hos Bilpriser.dk Niels Grøftehauge..

Men Skat er opmærksom på prisfaldet på bilerne med en stjerne på køleren, menerchefkonsulent Jørn Schoop fra Skat.

"Vi fører lister over prisniveauet på alle de gængse biler, og grupppen, der udarbejder dem, holder møde mindst en gang om måneden. Den har sendt besked ud om, at prisen på Mercedes er faldet dramatisk, men der går jo også en vis tid, inden det trænger helt ud i markedet," siger han.

Ud over at Skat følger bilpriserne og dermed kun tilbagebetale den tilsvarende registreringsafgift har et andet geværgreb i de seneste par år gjort det mindre attraktivt at eksportere en brugt, dansk bil. Der er nemlig indført et bundfradrag på 15 procent og mindst 7.500 kroner, der trækkes fra den resterende registreringsafgit, inden den udbetales. Og det har sat sine tydelige spor i antallet af eksporterede brugtbiler fra Danmark.

I 2007 var antallet 63.000, i 2008 55.000 og i 2009 kun 27.500 biler - mere end en halvering på tre år.

Den udbetalte, resterede afgift har i hvert af de tre år udgjort henholdsvis 1,3 milliarder kroner, 1,4 milliarder kroner og 1 milliard kroner.

"Importen er også faldet men ikke i samme omfang. Og hvis man skal spekulere over årsagen, så er den nok dels lovgivningen om et fradrag i godtgørelsen, dels den generelle afmatning," siger Jørn Schoop.

Niels Grøftehauge er ikke i tvivl om, at lovændringen skulle begrænse udbetaling af resterende registreringsafgift på brugte biler.

"Der var mange, der lå og lavede den trafik med eksport af danske biler. Nu er det stort set kun de professionelle, det kan betale sig for, fordi de har netværk og ved præcis, hvor hvilke biler skal afsættes," siger Niels Grøftehauge.

Han mener dog, at der som tilfældes med Mercedes kan findes prisfald på brugte biler, der kan udnyttes, inden Skat sætter vurderingen ned. Og som hjælp kan man ifølge Niels Grøftehauge forlange at få Skats lister over den seneste vurdering af de brugte biler udleveret en gang i kvartalet.