Nye skatteregler gavner pendlere, der kører mange kilometer i leasingbil.
De nye regler om registreringsafgift på leasingbiler er en kæmpefidus for private pendlere og andre med stort kørselsbehov. Jo dyrere leasingbil og jo flere kilometer – desto større besparelse i forhold til køb.
Det viser en analyse, som Berlingske Business har foretaget i samarbejde med Bilpriser.dk.
Selv for en ganske almindelig familiebil som Peugeot 308 HDI vil der med et årligt kørselsbehov på 55.000 km. være godt 9.000 kr. at spare ved at vælge leasing i stedet for køb. Over en samlet leasingperiode på tre år er besparelsen 28.128 kr.
Kører bilisten derimod kun 15.000 km. om året i samme bil, er den årlige besparelse knap nok til at få øje på. Små 600 kr. årligt eller 1.736 kr. over hele den treårige leasingperiode. Regnestykket baserer sig på tariffer fra Nordania Leasing sammenlignet med køb til listepris og dagsrente. Også service, dæk gebyrer, låneomkostninger m.m. er medregnet for at give det rette billede.
For en Skoda Superb vil den tilsvarende besparelse over en treårig leasingperiode være over 45.000 kr., mens en privatleaset BMW 523i er hele 206.000 kr. billigere, når regnskabet gøres op efter tre år. Igen med et årligt kørselsforbrug på 55.000 km.
Forholdsmæssig afgift
Det er reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift på leasingbiler, der giver »langturs-chaufførerne« en hjælpende hånd. Ved køb skal den fulde registeringsafgift – og det er størstedelen af bilen pris – betales øjeblikkeligt. Leasing-firmaet kan derimod nøjes med at betale registeringsafgift for den periode, bilen kører på danske plader.
»Med loven om forholdsmæssig betaling af registreringsafgift har leasingselskaberne mulighed for at slippe med 39 pct. af registreringsafgiften over 36 måneder. Uanset kilometertal. Leasing-udbyderen slipper således for at afskrive en meget stor del af den totale registeringsafgift,« forklarer chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk.
Er der tale om såkaldt genleasing eller brugtleasing, vil registreringsafgiften være endnu mindre, da de månedlige »afdrag« på registreringsafgiften er størst i starten.
Der findes dog eksempler på, at selv bilister med mange årlige kilometer står sig bedst ved at at købe bilen. En Ford Ka hos Nordania Leasing vil således være billigere at købe end at lease uanset kilometertallet. Bl.a fordi en billig bil med meget sikkerhedsudstryr ikke udløser ret stor registreringsafgift.
I eksemplerne ses fire biler fra mini- til luksusklassen. Beregnet ud fra fem forskellige kilometertal ved henholdsvis privatleasing og -køb. Den totale analyse med alle mellemregninger og forudsætninger kan findes på bilpriser.dk’s hjemmeside.





























.jpg)



















Tilføj kommentar