Euro NCAP skærper sikkerhedskravene til nye biler og øger fokus på børn og fodgængere.
Toyotas nye Avensis slipper bedst fra Euro NCAPs nye, skærpede crashtest. Med topkarakteren fem stjerner består den japanske firma- og familiebil testen med glans, selv om Euro NCAP har indført nye spilleregler med krav om bedre beskyttelse af blandt andet fodgængere og børn på bagsædet.
Fem andre bilnyheder - Toyota IQ, Mazda 6, Mitsubishi Lancer, Subaru Impreza og Citroën C3 Picasso - slipper også hæderligt fra mødet med muren.
Dermed blev den første test efter Euro NCAPs nye regler ikke det forventede blodbad. Indførelsen af skrappere krav lægger dog op til flere krøllede karrosserier og ridser i renomméet for de bilmærker, der tager let på sikkerheden:
”Det er afgørende, at Euro NCAP fortsætter med at hæve overliggeren for bilproducenterne. Til gengæld vil vi belønne de mærker, der gør sikkerhed til deres højeste prioritet”, forklarer Euro NCAPs generalsekretær Michiel van Ratingen.
Blandt de discipliner som den nye crashtest vægter højt, er beskyttelse mod piskemældslæsioner ved påkørsel bagfra. Og her afslører testen, at fem af de seks biler kun yder middelmådig eller direkte dårlig beskyttelse mod de frygtede whiplash-skade, der hvert år invaliderer tusindvis af europæiske bilister. Kun forsæderne i Toyota Avensis passer godt på de sarte nakker, hvilket er med til at sikre Avensis topplacering i denne test.





























.jpg)


















Tilføj kommentar