Et nyt år byder altid på en spændende strøm af bilnyheder. 2010 tegner til at blive et år fyldt med luksusbiler og sportsvogne, man kan drømme sig til – og samtidig et år med mange spændende, mere folkenære nye modeller. Vi tager pulsen på årgang 2010.

VW Amarok: En hård mode
Spørgsmålet er, om den ægte pick-up stadig har en chance mod populære SUV’er, MPV’er og andre praktiske skabninger? Volkswagen besvarer spørgsmålet med et rungende ja – og med den nye Amarok. Designet er helt på linie med personbilerne i modelprogrammet, så Amarok hører bestemt til de pænere af sin type. Når den kommer til vores breddegrader i 2010, bliver det med 2-liters dieselmotorer med 122/163 hk og baghjuls- eller firehjulstræk.