Privat-leasing bliver en stadigt hårdere konkurrent til almindelig lånefinansieret bilkøb.

Privat-leasing bliver en stadigt hårdere konkurrent til almindelig lånefinansieret bilkøb.
Hidtil har frygten for efterregninger fået mange til at fravælge leasing. Men den bekymring behøver kunderne ikke længere at have. Et nyt forsikrings-produkt sikrer kunden mod større efterregninger.
Regneksempler, som Berlingske Tidende har foretaget i samarbejde med Bilpriser.dk, viser, at det i mange tilfælde er billigere at lease end at købe med et almindeligt banklån. Selv når leasing-kontrakten indeholder den nye forsikring mod afleverings-skader.
Ved almindeligt privatsalg skal kunden selv betale for at få skaderne udbedret. Eller acceptere et forøget værditab på bilen. Fordelen ved at lease vil således stige i takt med antallet af småskader.
Finans Nord Easyfleet er først med det nye forsikringsprodukt.
»Reelt opstår der sjældent problemer, når kunden tilbageleverer den leasede bil. Alligevel frygter mange kunder en stor efterregning. Denne frygt strider mod konceptet i privatleasing. Nemlig at gøre biludgifterne så forudsigelige og billige som overhovedet muligt,« siger Peter Lorentzen, der forventer, at mere end halvdelen af kunderne vil tegne den nye forsikring.
Forsikringen tilbydes i samarbejde med Codan og indeholder foruden afleveringsdækning almindelig kasko- og ansvarsforsikring. Priserne er ens over hele landet. Almindelige bilforsikringer er som regel er dyrest i de store byer.
Forsikringen koster fra 395 kr. pr. måned. Det gælder brugere over 26 år med minimum tre års skadesfri kørsel. Desuden skal bilens pris være under 250.000 kr. i 2009-priser. Dyrere biler kan også dækkes, men til højere takster.
Personer ned til 21 år med eller uden skadesfri kørsel er også velkomne. Igen til højere takster. Forsikringen er betinget af en selvrisiko på 5.000 kr. Meget små skader kan det således bedst betale sig at at få udbedret selv, hvis ikke de falder ind under kategorien almindelig brugspatina.

Afleveringsforsikringen gælder kun for biler på max. fire år med max. 120.000 km på tælleren. Erstatningen er begrænset til højst 25.000 kr. Dækningen gælder ikke skader forvoldt af dyr, rust og fugtskader samt rengøring og bortkomne genstande.

I følge beregninger foretaget af Berlingske og Bilpriser.dk vil mikrobilen Citroen C1 total-økonomisk være billigere at lease end at købe. C1, der er to år i træk er kåret som Danmarks billigste bil målt efter totalomkostninger, er over en periode på 36 måneder 1100 kr. billigere som leasingbil. Eksemplet gælder en 26-årig elite-bilist.

»Det er meget overraskende. Normalt regnes det for en fordel at lease de dyrere biler med stor afskrivning, mens det bedre kan betale sig at købe de billigere biler,« siger Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk.

I regneeksemplet er købebilen tilknyttet en forsikring hos Tryg til 4.038 kr pr., år. Finansieringen er hos Jyske Bank, hvor en kunde på 25 år med orden i sagerne og fast job i følge bankens oplysninger betaler en rente mellem 8,75 til 9,5 pct. ved køb af en Citroen C1 til 100.000 kr. med 12.500 kr. i udbetaling. Det samme som Easyfleet opkræver i form af ekstraordinær startydelse. I regneeksemplet er anvendt en rentesats på 9,25 pct.