Flere danske feriebilister havarerer på en tysk autobahn eller i bjergene i Sydeuropa.
Sæsonen for bilferie sydpå er lige på trapperne, men for et stigende antal danskere slutter festen med en rygende motor i nødsporet på motorvejen i for eksempel Tyskland, Østrig eller Frankrig. Danskere på bilferie i Europa tilkalder nemlig mere autohjælp end nogensinde før, skriver 24timer.
I første halvdel af 2009 har der været 30 procent flere danskere, der har måttet tilkalde assistance i udlandet i forhold til samme periode sidste år. SOS International, der i juli sidste år assisterede 4.500 danske bilister i udlandet, forudser, at det tal til sommer vil stige med omkring 20 procent.
»Der tegner sig et billede af en kommende højsæson, der bliver særdeles travl. Derfor har vi ansat 46 nye medarbejdere til den døgnbemandede alarmcentral,« siger manager Finn Løwert fra SOS International til 24timer.
Ifølge billistorganisationen FDM er mange bilister ikke klar over, hvilke strabadser bilen (og passagererne) skal igennem på den lange tur til sol og strand.
»Der er nogen, der begiver sig af sted uden at være klar til en så hård tur, som ferieture ofte er med fuld oppakning, bjergkørsel og høj hastighed. Det er noget helt andet end at ligge og køre frem og tilbage til og fra arbejde i det flade Danmark,« siger Jørgen Jørgensen, afdelingsleder i Teknisk Service i FDM.
Især bjergkørsel slider hårdt på motoren i en bil, der er tungt lastet med passagerer og bagage.
»Der er mange, der er fornuftige og får bilen ferietjekket, men der er også mange, der bare tror, at når bilen kan klare at køre til bageren hver søndag, så kan den også klare at tage turen til Gardasøen,« siger Finn Løwert fra SOS International til 24timer.





























.jpg)



















Tilføj kommentar